CardLab, en mindre high-tech virksomhed med flere store internationale investorer i ryggen, har udviklet et nyt og sikkert kreditkort, hvis teknologi også kan bruges i pas og andre dokumenter med personfølsomme oplysninger.


Kortet kommer som svar på den stigende frygt for cyber-kriminalitet, hvor det er både nemt og billigt for kriminelle at stjæle ikke bare danskeres, men alle menneskers personlige oplysninger og misbruge dem helt uden kontrol.

Det nye kreditkort bliver per 1. januar 2016 leveret til den amerikanske kortudbyder Epic One i Texas, samt to andre banker i henholdsvis Dubai og London.

Kreditkortet, der er udviklet i samarbejde med danske Quardlock, er et såkaldt smart card. Kortet anvender en helt ny og patenteret teknologi, der kaldes et biometrisk engangs-password. Kortet virker kun, hvis ejermandens fingeraftryk åbner kortet, og samtidig er der indbygget en avanceret Nem-ID teknologi i det lille kort; en krypteret nøgle, der sørger for, at kortet for hvert brug udvikler et nyt password, der vises på et miniature-display.  Som noget betyder det, at misbrug af CVC-koder (de tre tal på bagsiden af betalingskort) ikke længere er en mulighed, og at kunden alene har kontrollen over sit kort, selv hvis det mistes eller bliver stjålet.

Kortet med den specielle password-teknologi, OTP, vil derfor kunne afløse de nuværende, hvor både kortets magnetstribe og pinkode er nemme at kopiere eller stjæle. Til kortet findes nogle specielle servere, der kan genkende kortet og de koder, kortet genererer. Serverne svarer dog kun, hvis ejerens fingeraftryk anvendes til at aktivere kortet.

Mange af de problemer, der i dag koster samfundet milliarder, hvad enten der er tale om kreditkort, identifikation, adgangskontrol, e-government eller forfalskning af pas, vil på den måde kunne løses, uden at hele systemet bag de kreditkort, vi kender det i dag, behøver at blive ændret.

- Siden 2011 har vi, på grund af huller i det offentlige datasystem, set hvordan beskyttelsen af personlige oplysninger er faldet til et alarmerende lavt niveau, siger Frank Sandeløv, direktør for CardLab.

- At prisen på en danskers identitet; med personnummer og kreditkort og andre personfølesomme oplysninger nu er nede på 100 kroner, viser bare, at behovet for bedre systemer er blevet endnu større, siger han.

Det nye kort, der støttes af Markedsmodningsfonden, tillader transaktioner uden, at der på noget tidspunkt er personlige data synlige. Og da kortet kun kan åbnes via ejerens fingeraftryk, har kortet ingen værdi for kriminelle.

For yderligere pressekontakt med information om kortet og dets anvendelse, kontakt CardLab direktør, Frank Sandeløv på 31554994 eller via mail til fs@cardlab.com



CardLab Innovation ApS.
Lyskær 3 EF
2730 Herlev